Da jeg var omtrent tretten år gammel, fik jeg min første profil på de sociale medier; nemlig Arto. Hvis man ikke er fra min generation, kan jeg fortælle at Arto var ligesom Facebook, bare uden alle ens familiemedlemmer; men med en masse falske profiler, pædofile og sminkedukker, der kæmpede om, hvem der kunne have flest hjerter og venner, på deres profil. Da jeg begyndte på Arto, postede jeg billeder af mig selv. Men det skal lige siges; jeg lignede en rigtig trettenårig. Bumser, valpefedt, fedtet, leverpostej hår med rødlig skær. Jeg var ikke en trettenårig, som folk ville skrive til på Arto. Jeg var ikke en trettenårig, som ville opnå den form for popularitet på Internettet for jeg var bare… standard.
For at blive mere set på Arto, og fordi jeg dengang boede i England og aldrig kom til at møde nogen af de mennesker jeg skrev med, valgte jeg at stjæle en anden piges foto af hendes røv. Jeg husker det så tydeligt! Det var også det mest hjertet billede på min profil på Arto, så sig mig lige; hvordan skulle en usikker trettenårig ikke forelske sig i, at være en anden? Det var det de elskede; ikke mig.
Jeg behøver nok ikke fortælle, at folk hurtigt fandt ud af, at billedet ikke var af mig. Jeg ejede ikke bukser til 7-800 kr og jeg havde i hvert fald ikke en røv, der passede til Sidney Lee standarden. Så billedet blev slettet, og jeg blev ved med at hungre efter at tage folks billeder. Den opmærksomhed, de få timer jeg havde billedet af en anden oppe på min profil, det hungrede jeg efter. Jeg hungrede efter opmærksomheden, men mest af alt, hungrede jeg efter anerkendelsen. Det var så forkert og når jeg ser tilbage på den usikre, bange og ulykkelige trettenårig jeg var, ville jeg virkelig ønske nogen havde grebet ind, så jeg ikke stod, hvor jeg står i dag. Men hvor er det egentlig jeg står i dag? Og hvad handler dette indlæg egentlig om?
Jeg er hadet den dag i dag, af mange. Nogle har en værdig grund til dette had og andre hungrer måske bare efter en form for drama de kan være med i, fordi jeg en gang har været en del af deres liv. Jeg har gjort noget, som er det eneste i hele mit liv, jeg fortryder.
Det at tage en andens billede, blev ikke en enkelt forestilling. Det blev til et dobbeltliv jeg har levet siden hen, faktisk indtil den første lørdag i September 2019. Det hele startede i 2007 hvor jeg udgav mig for at være en dreng ved navn Jace. Jeg brugte billeder af en anden dreng, som jeg havde fundet på en britisk version af Arto, så ingen kunne finde billederne. For hver dag der gik, levede jeg mere og mere ind i dette liv. Men problemet var, at hvis der kun var en var det mistænksomt. Så jeg lavede en hel masse bi-profiler, med andre personer. Til sidst havde jeg en skarne af fakeprofiler på omkring tredive til halvtreds styks. Ja; det var det eneste jeg lavede. Jeg brugte al min tid på disse profiler, at skrive med andre og virkelig leve mig ind i det. Det blev en afhængighed, for at have andres problemer at slås med – og så endda fiktive – var meget nemmere, end at stå head on med sine egne problemer. Dette har jeg faktisk engang skrevet et indlæg omkring, men det var fordi, at jeg i 2009 afslørede, at det var mig der var bag alle disse fakeprofiler. Fra den tid, eksisterer der faktisk en eller to af mine fakeprofier på Facebook. Den eneste grund til, at jeg ikke kan logge ind på den er, at jeg ikke kan huske hverken email eller kodeord. Men det er måske en fortjeneste i sig selv.
Afsløringen af at jeg var disse personer i 2009, udgav et kæmpe ramaskrig hvis jeg selv skal sige det. Hvordan det foregik? Jeg havde “dræbt” en af mine fakere og folk diskuterede på et opslag, om personen var virkelig eller ej. Jeg havde været så dum at inkludere mig selv (og min daværende bedste veninde, der dog ikke vidste at det var mig) i disse fakere. Så alt pegede jo tilbage til mig. Jeg husker den aften så tydeligt. Jeg sad med min telefon som vibrerede. Det var min bedste veninde der ringede, fordi alle sagde at denne person var fake. Jeg tog dog endelig mod til mig og skrev én kommentar på det opslag. Jeg skrev, at det var mig. Jeg havde udgivet mig selv for at være alle de personer. Jeg havde catfishet dem alle.
Men selve det, dengang i 2009, at blive busted var en lettelse. Problemet var nok nærmere, at jeg havde brugt al min tid og energi på det, så da det stoppede brat, havde jeg intet. Jeg havde mistet min dengang bedste veninde, hvis sidste besked var; “jeg hader dig”. Jeg havde nok 100 beskeder i min indbakke morgenen efter, hvor de fleste var dødstrusler og beskeder omkring, at jeg ville være bedre død og jeg burde blive indlagt på den lukkede, for jeg var fandme syg i hovedet. Jeg havde insinueret et romantisk forhold med min daværende bedste veninde, og det er noget jeg fortryder. Problemet var nok nærmere, at hun havde sendt nøgenbilleder mm. til mig. Ikke noget jeg på nogen måde ville udnytte, bruge eller lign. Men det var det det handlede om; jeg var en pervers psykopat. Men det var langt fra sandheden. Men dette gik selvfølgelig over, men stadig to til tre år efter, spurgte folk stadig, om jeg var hende der havde faket. Det var hårdt at blive “kendt” på sådan noget, især fordi at rygterne omkring hvorfor jeg gjorde det, var helt ved siden af.
December 2009 var datoen, hvor jeg bustede mig selv. Men har du nogensinde haft en afhængighed? Jeg turde ikke snakke om det med en psykolog, fordi jeg virkelig var bange for, at jeg ville blive indlagt på den lukkede som mange havde skrevet, at jeg fortjente. Jeg var 17 år gammel på daværende tidspunkt og jeg følte virkelig, at mit liv var slut. Jeg begyndte at lave nye fake profiler; nogle blev lukket hurtigt, en blev busted af min ekskæreste som stadig den dag i dag, er en stor støtte omkring dette emne og andre eksisterer måske stadig. Det var slet ikke i samme forstand som før; men det var stadig at catfishe folk. Jeg prøvede ihærdigt at holde det til folk, jeg ikke kendte privat. Jeg ville ikke lave den samme fejl, som jeg gjorde med min daværende bedste veninde. Men det holdt ikke. Jeg havde ikke fået hjælp, jeg havde ikke snakket med nogen omkring, hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde levet alene med smerten, afhængigheden og som enhver misbruger der ikke får hjælp, begyndte jeg mit misbrug en gang til..
